SPP datoer 2023
Vindere af SPP 2021
Reportage fra 7. runde af SPP i Sydhavnen -Heldagsregnen blev væk

Mon ikke rigtig mange hold havde frygtet 7. runde af SPP hvis de havde kigget lidt på vejrudsigten for denne onsdag? Alle prognoser havde forudsagt heldagsregn, men da dommerne åbnede konkurrencen, lukkede vejrguderne for sluserne over Sydhavnen – og de åbnede dem først igen, lidt efter konkurrencen var lukket kl. 20. Det gav helt perfekte forhold i Sydhavnen, hvor der slet ikke var nogen motorbåde, ud over havnebussen. Læg dertil svag vind og 14-15 Grader og man har de bedste betingelser for en SPP-konkurrence.
Resultaterne viser utrolig tæt kamp om pladserne i toppen og generelt rigtig hurtige tider. De fire hurtigste hold ligger inden for bare 7 sekunder og der er kun 1 sekund mellem første- og andenpladsen! Da Hellerup 399 ikke kunne samle hold i denne runde, var der for første gang siden maj 2016 et andet hold der snuppede 1. pladsen.
Inriggerkonkurrencen
Som nævnt var der virkelig tæt kamp om placeringerne blandt de hurtigste både i denne runde. Lidt overraskende er det “J-Team” fra KVIK der snupper 1. pladsen, da de fire dage før SPP-runden havde roet 78 Km maraton-roning på Øresund og i SPP-runden forinden blev nr. 21. Men noget tyder på at de havde fået roet sig rigtig godt sammen på maratonturen. Bare ét sekund efter “J-Team” kommer endnu et KVIK hold: “KVIK & Dirty”. De jagter den samlede 2. plads og tog et vigtigt skridt mod dette, ved at slå “Havnens Helte” med to placeringer, så der nu kun er et enkelt point der skiller de to hold. Det betyder at det hold af de to, der ror hurtigste H-tid i finalen, vinder den samlede 2. plads. Det bliver lidt af en gyser.
3 sekunder efter “KVIK & Dirty” kommer “ARK Halfway” som dermed tangerer sæsonens bedste placering, en 3. plads. Det betyder at de i den samlede stilling nu er gået forbi POP Signal og dermed indtager 4. pladsen, 7 point efter “KVIK & Dirty”. 4 sekunder efter “ARK Halfway” kommer “Havnens Helte”, hvilket rækker til en 4. plads, hvilket er nok til akkurat at holde fast i den samlede 2. plads.
Det lækre rovand i Sydhavnen, gav flere hold en forbedring af deres bedste placering i sæsonen. Et hold som “ARK Åresome” laver i denne runde en placering som nummer 19, en forbedring på 6 pladser. “Yes we can!” forbedrer deres bedste resultat for 3. gang i træk, da de kommer ind på 9. pladsen, hvilket er deres første top-10 placering i sæsonen. Alle tre hold fra Rk Øresund (950, 980 og Team Ørefund) laver også sæsonrekord med deres pointhøst, så de må være godt tilfredse ude i Kastrup.
Hurtigste dame 2-årers: 52:01 – KVIK – KVIK & Dirty – Tine Aabye, Torill Lindebjerg, Ulla Jakobsen
Hurtigste herre 2-årers: 47:16 – KVIK – KVIKamok – Christian Schack Pedersen, Iver Kjar, Simon Bjærre
Hurtigste dame 4-årers: 50:04 – DSR – Vilde Kaniner – Lee Koefoed Harborg, Emma Rue Moos, Malene Bergenstoff Jensen, Isabelle Timshel
Hurtigste herre 4-årers: 42:33 – KR – Havnens Helte – Kenny Andersen, Mikkel Schmidt, Ole Skyggebjerg, Martin Andersen
Rising Star konkurrencen
“ARK Halfway” er ikke længere til at nå i denne konkurrence, da de præsterer endnu en 1. plads i denne runde, små to minutter foran nr. 2. Selv om de ikke stiller op i finalen (det synes vi ikke I skal overveje) vil nærmeste forfølger “Team JESus” kun kunne hente 1 point på dem hvilket langt fra er nok, da de er 11 point efter.
På 2. pladsen kommer “Team JESus” fra SAS, som er bare ét sekund foran “Yes we can!” fra HDR. Det betyder at “Team JESus” med mindst mulig margin, presser sig foran “Humlebæk 1” i den samlede stilling, på reglen om bedste placering i løbet af sæsonen. Bare 7 sekunder efter “Yes we can!” kommer de garvede roere fra SAS 850, som laver et af deres bedste resultater i år, kun overgået af 1. runde.
Coastalkonkurrencen
Det er stadig ikke afgjort hvem der vinder coastalkonkurrencen i år, da DSR’s “Hold 1” snuppede 1. pladsen i denne runde med over et minut ned til nr. 2, DSR’s “Hold A”. Det betyder at der inden sidste runde kun er 1 point mellem de to hold. Da de lige nu begge har to 1. pladser under bæltet, betyder det at det er det hold med hurtigste H-tid i finalen, der vinder den samlede konkurrence. Det bliver rigtig spændende at følge!
“KR Albatrossen” ror rigtig stærkt i denne runde og er kun 12 sekunder efter DSR “Hold A”, der som nævnt, bejler til den samlede 1. plads. KR har haft noget af en rutsjebanetur i denne sæson, hvor de startede stærkt med en 2. plads for derefter at falde en plads ned for hver runde de næste 4 runder, kulminerende med sidstepladsen i 5. runde. Nu kører det igen for Sydhavnsklubben og de de ligger til en sikker 3. plads i den samlede stilling.
DSR’s “Hold 2” indtager 4. pladsen ca. et ½ minut efter KR, hvilket er noget af en ændring ift. sidste rundes 1. plads. Det virker som om der bliver eksperimenteret med besætningen på alle tre DSR-hold, da deres tider svinger en del fra runde til runde.
“Vabel-KVIK” lukker døren i denne klasse med en 5. plads ca. 1½ minut efter DSR “Hold 2”. De fik ikke mulighed for at kæmpe med Skovshoveds coastalhold i denne runde da flere fra holdet var taget til Masters VM i roning, som blev afholdt i Bled, Slovenien i denne weekend. Vi fik dog en tidlig afmelding fra dem, så vi ikke blev bekymrede for hvor de var blevet af – De er nemlig normalt de mest stabile deltagere i coastalkonkurrencen.
Kaninkonkurrencen
Kaninkonkurrencen blev også noget af en tæt gyser, hvor de to førende hold fra DSR og KVIK, lå utrolig tæt på hinanden. “DSR Duksedrenge” endte med at trække det længste strå og slog “KVIK RacerRabbits” med bare 3 sekunder, i tiden 48:32. Men det havde faktisk ikke ændret noget hvis KVIK var kommet foran DSR, for lige meget hvad, er det det hold der ror hurtigste H-tid i finalen, der vinder den samlede konkurrence. Så der bliver maksimal spænding om den samlede vinder når vi skal overrække præmier og pokaler i KVIK, fredag aften.
På 3. pladsen 1m20s efter “KVIK RacerRabbits” kommer “KVIK Row”, som dermed laver sæsonens bedste resultat. På 4. pladsen kommer “DSR VIlde Kaniner” som dermed lige akkurat holder fast i den samlede 3. plads, foran “KVIK Row”, selv om de blev slået af dem i denne runde.
De to kaninhold fra Sydhavnen, “SAS Kaninhåbet” og ARK’s “Team Gajol-Bodyshot” har stadig en indædt kamp mod hinanden. Før denne runde havde de vundet en runde hver i den indbyrdes kamp, men denne gang er det SAS “Kaninhåbet” der trækker den længste gulerod op af hatten og slår “Gajol-Bodyshot” med 20 sekunder. Der har tidligere været langt op til de nærmeste hold, men i denne runde er der kun 17 sekunder mellem “Kaninhåbet” og “DSR Vilde kaniner”.
Hvad skal vi holde øje med i finalen?
For en gangs skyld er der masser af tætte afgørelser i dette års SPP-klasser. De mest spændende opgør finder vi i coastalkonkurrencen og kaninkonkurrencen, hvor der er maksimal spænding om hvem der løber med 1. pladsen, hæderen og pokalen. Desuden er der også en spændende dyst om den samlede 2. og 3. plads i inriggerkonkurrencen. Der gælder faktisk de samme krav i alle de tre dyster: Det hold der ror den hurtigste H-tid i finalen, vinder den direkte dyst.
Desuden kan man jo ikke udelukke at Hellerup 399 bliver torpederet af en russisk ubåd og dermed glipper den ellers så sikre 1. plads i inriggerkonkurrencen. Uha, hold godt øje derude på Sundet!
Vi ses til en fantastisk finale i Hellerup og en super afslutningsfest med præmier, pokaler og glade vindere i Roforeningen KVIK, på fredag den 15. september.
SPP-teamet – Hjalte, Søren, Jytte, Kurt og Kenny