SPP datoer 2024
Vindere af SPP 2023
4. runde roet i perfekt kaproningsvejr
Vejret er altid godt til et eller andet. I dag var det rigtig godt til at ro kaproning i Sydhavnen. Kombinationen af frisk vind fra Øst, temperaturer på den lidt kølige side, samt overskyet vejr, gjorde at der næsten ingen motorbåde var i havnen og roerne slap for at kampsvede ned over banen. Og selv om der var frisk vind fra Øst, var det ikke noget der skabte nævneværdige bølger. Mange hold meldte da også om at de havde haft en rigtig god tur – måske pga. kontrasten til den hårde 3. runde i Hellerup?
Vi har bemærket at I deltagere har været rigtig gode til at holde tiderne i år. Igen i dag kunne vi båtte sidste hold i mål lige omkring kl. 20. Det er vi rigtig glade for og specielt på en dag hvor det trods alt var lidt køligt at sidde eller stå ved dommerbordet i 3 timer.
Vi havde i går annonceret at vi ville åbne konkurrencen tidligt i dag og det havde bl.a. coastalroerne fra DSR luret, så de tre DSR-coastalhold deltes om én båd og lavede hurtige overleveringer i KR. Ret imponerende at det kunne klares på under tre timer, men der er også tryk i skeerne når de ræser ned over banen. Sidste coastalhold var i mål 20:00:35 så det var præcisionsarbejde.
46 hold deltog (og gennemførte) i denne runde hvilket igen er ny deltagerrekord. Pudsigt nok var der også en deltagerrekord på 46 personer ved buffeten i SAS – Og denne gang var der rigeligt mad til alle :)
Vi har fået rigtig mange sidste-øjebliks-ændringer ifm. denne runde, så vi vil blive glade hvis I lige checker at jeres hold er registreret korrekt på resultatlisten. Det kan godt være svært at holde tungen lige i munden når vi får ændringer og afmeldinger pr. email, formularer og håndskrevne sedler. I den forbindelse foretrækker vi at holdændringer sendes til os som en ny tilmelding med en kommentar om at den erstatter den gamle tilmelding.
Inrigger pointkonkurrencen
Som sædvanlig besatte Hellerup 399 og ARK Oldstars 1. og 2. pladsen når der roes i Sydhavnen. På 3. pladsen kommer “Smilet”, som derved kravler op på en 3. plads i den samlede stiiling, lige foran “Uncle Tom’s POP” som ser ud til at have haft en mindre god dag i Sydhavnen, efter at de havde haft en formkurve i de første tre runder (4. plads – 3. plads – 2. plads) der lagde op til en sejr i denne runde. Men de kommer helt sikkert stærkt igen på hjemmebanen ved Hellerup.
“POPchen” fik også skovlen under Uncle Tom med en flot 5. plads, så nu kan de gå og lure lidt på hinanden i sommerpausen og tænke over hvor der kan hentes nogle sekunder. DSR’s PoP-afdeling stillede med hele 10 hold i denne runde og med de tre DSR coastalhold var DSR repræsenteret med 13 hold. Virkelig imponerende.
Men også andre klubber stillede talstærkt op. Dejligt at se ARK med fem hold, hvoraf de to var nye kaninhold, som gjorde det godt. Også KVIK og Hellerup Rk troppede op med fem hold og KVIK’s “Kamikazekaniner” leverede en imponerende 18. plads. Vi må håbe de overlevede deres kamikaze-mission, så de er klar til Kaninkonkurrencen som starter efter sommerferien.
HDR’s “Den nye årgang” leverede deres bedste placering i denne sæson med en 14. plads og det fik dem til at hoppe fire pladser op i den samlede stilling til en 20. plads. Men mere interessant var det at de også forbedrede sig med 1½ minut hvilket skaber en mindre sensation i forbedringskonkurrencen.
Forbedringskonkurrencen
Dommerbordet fik et mindre granatchok da forbedringsspecialisterne “De gode gamle” kom i mål og alle stopure på land blev checket for fejl og flade batterier. Ikke siden 2014 har de haft en runde hvor de ikke har forbedret sig og så i dette gode vejr til at ro hurtigt, kom de ind i en langsommere tid end sidste rundes hårde vejr. Rygtet vil vide at der var blevet set forkert på forbedringsuret i båden, så nu skal der nok opgraderes med et pålideligt Rolex ægge-ur i sommerpausen :)
Det åbnede op for at andre kan komme ind i varmen til den samlede 1. plads og som nævnt tidligere var det netop hvad “Den nye årgang” fra HDR udnyttede. Derfor er “Den nye årgang” nu sprunget op på 1. pladsen i den samlede stilling. Der er dog lang vej til mål og med det danske vejrs luner, kan det være næsten umuligt at levere forbedringer i alle runder.
Lige nu er der fire hold der ligger á point i toppen af stillingen og derfor er det den samlede tidsforbedring der lige nu bestemmer hvem der ligger øverst.
Coastal pointkonkurrencen
“Coastal on the far side” snupper endnu en 1. plads i denne runde, men det var ikke så knusende en sejr som i 3. runde hvor der var 3½ minut til nærmeste forfølger. I denne runde er der mere menneskelige 50 sekunder ned til nr. 2 “Coastal & Hobbes”. “DSR Wonder woman” var meget tæt på Coastal & Hobbes i 3. runde, men denne gang er der over et minut mellem dem. Skovserne “SR Coastal” ror også et rigtig godt løb og nærmer sig nu sine konkurrenter. Desuden er de klippestabile og møder trofast op til alle runderne, hvad enten det er storm eller hedebølge.
Sommerferie!?
Man tror det er løgn men SPP går allerede på sommerferie nu! Tiden flyver når vejret er så godt. Men hvis du ikke kan få nok af inriggerkaproning er der jo DSR’s Svanemøllens Blågrønne Vande lige rundt om hjørnet, om små to uger. Der er inriggerløb for nye roere, for motionsroere og for de bedste inriggerroere i Danmark er der også DM-klasser for mænd og kvinder. Desuden er der 6000 meter coastalløb for mænd, kvinder og mix i 1X, 2X og 4X+. Kom og vær med eller hep på dine rokammerater. Der er ordinær tilmeldingsfrist på onsdag kl. 12.
De bedste sommerhilsner fra SPP-teamet
Søren, Hjalte, Jytte, Kurt og Kenny