SPP datoer 2024
Vindere af SPP 2023
Referat fra SPP evalueringsmøde 2017
Mandag den 27. november afholdt SPP-teamet et evalueringsmøde i KR, der dels gennemgik dette års SPP og dels fik sat rammerne for næste års SPP. Der var ikke så mange klubrepræsentanter som vi havde håbet på, men det var rigtig godt at se de tre vigtigste være repræsenteret, nemlig de tre (ja, ikke længere kun to) klubber der kommer til at stå for næste års madaftener efter konkurrencen.
Vi savnede virkelig et par coastal-interesserede (DSR, Skovshoved?) som kunne komme med input til forbedringer til Coastal-konkurrencen, men den kører trods alt fint, så den fortsætter bare som den er i 2018.
Klubrepræsentanter: Hanne Schackinger, HDR – Karl Haals Jensen, HR – Dorte Lassen, KVIK – Søren Uldall, SAS – Kurt Holm, Rk Øresund – Hjalte Graae og Kenny Andersen, KR
SPP-team deltagere: Søren Uldall – Kurt Holm – Hjalte Graae – Kenny Andersen
Evaluering af den overståede sæson
Regler og tilmelding:
Der var enighed om at reglerne er gode som de er nu og giver “frihed under ansvar” for de deltagende hold. Dette er en nødvendighed, da der slet ikke er ressourcer til at kontrollere hverken både, mandskab eller banen.
Tilmeldingsformularen kører rigtig godt og sikrer at holdene bliver rigtigt noteret i vores regneark.
Rising Star Konkurrencen – Var den bedre/mere interessant end Forbedringskonkurrencen?
Fra arrangørernes side er der glæde at spore, da den er nemmere at skrive noget interessant om i vores reportager. Fra deltagernes side er der ikke en klar indikation på om den er en forbedring eller ej. Vi ved dog at ARK og Humlebæk begge gik målrettet efter at vinde den i år.
Der kom et forslag til et andet koncept, hvor det ikke er holdets egen tid, der skal forbedres, men holdets placering. Det kan være interessant da hvert enkelt hold ikke “bare” kan forbedre sin roede tid, fra forrige runde, men skal forbedre sig ift. mange af de andre hold. Vi prøver at se om vi kan køre den sideløbende med Rising Star konkurrencen næste år og så kan vi vurdere om den skal vælges frem for Rising Star fra 2019. Det vil sige at i 2018 er det stadig Rising Star der er den præmiegivende konkurrence.
Bådlån – Hvordan fungerer det og kan det gøres bedre?
Pga. de svære forhold med at ro både fra Svanemøllen til Sydhavnen og vice versa, har bådudlånerne (KR, SAS, ARK, HR HDR) oplevet en betydelig forøgelse af hold der ønsker at låne en båd. Det har medført at der er opstået flere problemer med hold har haft svært ved at nå at komme i mål inden for tidsfristen og at hold der har reserveret en båd, ikke dukker op.
Derfor har SPP-teamet besluttet at vi laver mere håndfaste regler for bådlån, så vi på den måde kan støtte de klubber der hjælper konkurrencen med gratis bådlån:
- Et hold der har lånt en båd til en tidlig start (senest kl. 17.30) mister retten til båden, hvis de ikke kan lægge fra land senest kl. 17.15.
- Et hold der har reserveret en båd til flere/alle SPP-runder, mister hele reservationen, hvis de udebliver i en runde, uden at melde det til den udlånende roklub.
Banernes forløb og beskrivelse – Er banerne gode nok?
Der er rigtig god tilfredshed med banerne, nåde fra deltagernes og arrangørernes side. Dog blev arrangørerne presset, da vi med meget kort varsel måtte reducere banen i Sydhavnen, dels pga. arbejdet med den nye cykelbro, dels pga. dødsulykken med en GO-boat. Da arbejdet med cykelbroen fortsætter et godt stykke ind i 2018, vil vi undersøge om det er muligt at få udlagt en permanent vendebøje ved Havnebadet, så SAS ikke skal lægge den ud og tage den op igen, fire gange på en sæson.
SPP-fest – Præmier, mad, pris, taler, underholdning
Der var stor tilfredshed med maden og prisen på årets SPP-fest. Stor ros til Dorte Lassen fra KVIK for lækker mad til en meget rimelig pris, samt god hjælp til afholdelsen fra andre roklubber. Det koncept vil vi sikkert genbruge i fremtidens SPP-fester.
Der har fra enkelte været udtrykt ønske om egentlige medaljer til vinderne i konkurrencerne. Dog var der bred enighed på mødet om at SPP-håndklæderne er en praktisk og fin præmie for at vinde i SPP, i stedet for endnu en medalje, man kan putte ned i skuffen.
Vi har også overvejet om der skal uddeles præmier til 2. og 3. pladsen i Rising Star, Kaninkonkurrencen og Coastalkonkurrencen, hvis der er deltagere nok. fx kan det vedtages at hvis der er 6 eller flere deltagende hold der højest har misset én runde i turneringen, uddeles også præmie til 2. pladsen, lidt som reglerne er til Kortbane DM. Dos skal man lige have økonomien i baghovedet – Dette års udgifter til præmier (45 håndklæder) var tæt på 3000 kr.
SPP-datoer for 2018
Vi starter ret tidligt på sæsonen til næste år (7. maj), men det er i Sydhavnen, hvor vi er godt beskyttet mod bølger og vind, så det burde ikke give problemer. Dette er besluttet, for ikke at løbe ind i Kristi Himmelfarts-problemer. Herefter ligner datoerne meget dette års datoer.
Vi kan byde velkommen til en ny arrangør af SPP-buffeten efter runden den 27. august. Det er Hellerup Roklub som vi har spurgt om de kan hjælpe med at afholde en runde på en mandag, for at vi kan udnytte samspillet med LDK-turneringen. HR har sagt ja til at afholde 6. runde af SPP, så de både der har været brugt til LDK, lørdag den 25. august i DSR, nemt kan genbruges to dage senere. Dog vil dommerne stadig sidde ved HDR, så vi ikke ændrer ved start- og mållinjen. På denne mandag vil der nok være lidt færre både til rådighed til udlån end man er vandt til, da mandag også er stor alm. klubdag i HDR. Stor tak til HR for at gøre dette muligt.
Vi har også taget højde for Amager-regatta, Svanemøllematch og Øresund Maraton, så vi håber på endnu en stærk deltagelse fra de københavnske roklubber til næste år.
Se alle datoer i rubrikken til venstre på denne hjemmeside, eller herunder:
1. Mandag d. 7. maj – SAS
2. Onsdag d. 16. maj – HDR
3. Mandag d. 28. maj – SAS
4. Torsdag d. 7. juni – HDR
5. Mandag d. 13. august – SAS
6. Mandag d. 27. august – HR
7. Torsdag d. 6. september – HDR
8. Fredag d. 14. september – SAS
SPP fest 2018
SPP-festen skal traditionen tro afholdes et sted i Sydhavnen næste år, da den i år blev afholdt i det nordlige København (KVIK). Heldigvis har vi fået positiv respons fra KR, som allerede har reserveret den 14. september til et brag af en afslutningsfest og KR’s køkkenchef, Thorsten Ramstrup, har sagt ja til at stå for maden. Desuden har Dorte Lassen, KVIK, som stod for festen i år, sagt ja til at hjælpe med konceptet der appellerer til andre roklubber om at hjælpe med gennemførelsen af festen.
Forslag til forbedring af SPP-konkurrencen
Der kom et forslag fra HR om at oprette en side der primært henvender sig til kanin-instruktører i roklubberne, så de kan blive hjulpet med at få aktiveret nogle kaniner i at deltage i kaninkonkurrencen. Desuden skal siden også være nyttig for kaniner, der på eget initiativ er interesseret i at deltage. Der skal være en tydelig beskrivelse af hvilke muligheder der for kaninhold at deltage, samt et par gode forslag til kanintræning, inden holdene starter i konkurrencen (træning af vendinger, hurtige skift og et par træningsprogrammer). Det vil vi gå videre med i løbet af vinteren.
Der kom også et forslag fra KVIK’s coastalafdeling om at faste styrmænd, fremgår af resultatlisten. Hvis det kan implementeres i vores regneark, vil det i praksis betyde at alle hold med fast styrmand (både inrigger- og coastalhold), vil få styrmandens navn, med på resultatlisten. Vi forhører os hos vores Excel-guru Jan-Peter de Baan fra SAS, om det er muligt.
Med ønsket om en god jul og et godt Nytår – og ikke mindst et fremragende SPP 2018!
SPP-teamet
Søren Uldall, Jytte Holm, Kurt Holm, Hjalte Graae og Kenny Andersen