SPP datoer 2024
Vindere af SPP 2023
Reportage fra 2. runde af SPP
DMI havde lovet let aftagende vind, men der er en grund til at flere og flere bruger YR i stedet for DMI. Det viste sig at de første blev de største og de sene skulle ud og bene. Som sidste hold til start at stille, fik vi nok at bestille. Når man ikke er ung, er det ikke rart at båden bliver alt for tung.
Inriggerkonkurrencen
Prammstein og Rammstein vandt knebent, med mange andre hold lige i hælene. De seks første hold lå inden for 53 sekunder. Det er vidst første gang i SPP’s historie. Det er også første gang at tre Hellerup hold er i top seks. Et stærkt DSR hold ”signalerer” at de vil bide sig fast i toppen.
Naboklubben med KVIK’s J-team med to (J)acob’er fik en stærk 4. plads. KVIK’s kvindehold med 2 danmarksmestre tog 5. pladsen. Team Evergreen fra Hellerup laver deres bedste placering nogen sinde med en 6. plads, det sidste hold der ligger inden for 53 sekunder fra vinderne.
Anna og Lotte (gammelt dukke børneprogram) og Georg (ikke Gearløs) bliver nr. 7. Nummer 8 blev ”Yes we can” der kunne lidt mindre end sidst ligesom nr. 9 KVIKamok. De startede begge sent. KVIKbersærk, der også startede sent er kun 11 sekunder fra ”KVIKamok”, så der er hård intern konkurrence ligesom med Rammstein og Prammstein. ARK Halfway er over halvvejs i feltet med en 11. plads. De følges tæt af de gamle stjerner ARK Oldstars. ARK Hellfish lander på 19. pladsen, så de kan åbenbart ikke undvære Asbjørn, der var med til at ro dem på 2. pladsen sidste gang, på trods af at de stadig havde dagens stærkeste roer Thomas Hansen med. “De Uovervindelige” fra Hellerup blev overvundet af 20 hold. Så alt er relativt. Ark’s flyvende firer havde en lang indflyvning på 22. pladsen. Piraterne på 25. pladsen har et problem hvis de skal entre de andre skibe. KVIK Blondies er ikke så hurtige på 32. pladsen.
Rising Star konkurrencen
I Rising Star konkurrencen er ARK Halfway en hel del længere end halvvejs, da de vandt denne konkurrence. De gamle fra Ark bliver nr. 2 i denne konkurrence. På tredjepladsen flyver Sydhavnspiloterne fra SAS ind til en perfekt landing. Det er også SAS og ARK der tager de næste tre pladser. Så Amagerklubberne sidder hårdt på denne konkurrence.
Coastal konkurrencen
I Kostaldkonkurrencen muger KVIK kostald stadig ud med anden førsteplads med både dagens hurtigste tid og handikaptid. De stærke piger fra DSR bliver nr. 2. De ældre damer fra HDR med bedste ”Kostald” handikap bliver nummer 3 (stærkt). Derefter følger 2 stærke DSR hold, der kun har ca. et halvt minut op til det stærkeste DSR hold. Så her er der også en tæt intern konkurrence.