SPP datoer 2024
Vindere af SPP 2023
Reportage fra 4. runde af SPP i Hellerup
Halvdelen af SPP-runderne er nu roet og denne gang viste Øresund sig fra sin lunefulde side, hvor konkurrencen startede med bølgetoppe og frisk pålandsvind og sluttede med blikvand og næsten ingen vind. Søren Uldall var tilbage i SPP-megafonen, efter at have nydt vejret i Tolo Roklub i Grækenland nogle uger. Tak til Jyttes mand Kurt Holm, for at have været stand-in for Søren.
Vejret fik stor indflydelse på resultaterne
Som nævnt fik vejret stor indflydelse på resultaterne og hele afviklingen af konkurrencen. Der var et par hold der valgte at blive på land selv om de var tilmeldt og vores point- og regnearksbestyrer og Hjalte Graae, turde ikke tage den bærbare frem, pga. risikoen for regn. Det har betydet at pointberegningen har taget noget længere tid og der er smuttet en papirtilmelding på hold 355, som derfor indtil videre er noteret med forrige rundes hold som handicap (markeret med gult i resultatlisten). Dette skal rettes, så vi beder om at holdet fx. tilmelder sig igen via hjemmesiden, eller skriver en mail til os, med holdsammensætningen i torsdags.
Da vinden var så hård den første time af konkurrencen og derefter lagde sig ret hurtigt, er der store forskelle på de forskellige holds roede tider denne gang. Der er en klar tendens til at hold der startede sent, har bedre tider end dem der startede tidligt – tydeligst illustreret med ARK Oldstars, som normalt er med helt i top, men blev blæst helt ned på 7. pladsen denne gang. Vi har valgt at vise den relative starttid på resultatlisten denne gang (kolonnen “Starttid” med grå tal), så man ved selvsyn kan se hvor meget ens starttidspunkt har påvirket ens rotid.
Status over Pointkonkurrencen
Gondolen og Badehætterne trækker yderligere fra resten af feltet i toppen af feltet efter denne runde og det er i praksis umuligt for andre hold at nå at indehente begge hold inden finalen den 12. september. Badehætterne overtager 1. pladsen efter denne runde da de nu er 1 point foran Gondolen når dårligste resultat er trukket fra. Der er til gengæld mange flere hold der kæmper om 3. pladsen. ARK Oldstars lå lunt på 3. pladsen efter 3. runde, men åbnede op for de andre hold i denne runde da de blev hårdt ramt af bølger og vind på Øresund. DSR’s “POP 2” har en stejl opadgående formkurve og nuppede en 3. plads i denne runde og ligner lige nu den største bejler til den samlede 3. plads. Men også SAS’es hold 850 viste stærke takter i denne runde ved at snuppe 4. pladsen, på trods af en tidlig start. Der var dog over 2 minutter op til 3. pladsen, så der ligger stadig lidt træning foran dem hvis de skal op i medaljeplaceringerne. KR’s “Smilet” og “Skjold 1” ligger også og lurer på en topplacering, men Skjold 1 fik virkelig naturkræfterne at føle i torsdags, da de var det første hold der startede i konkurrencen og dermed fik den største modvind.
Status over Forbedringskonkurrencen
Der er faktisk intet nyt at berette fra forbedringskonkurrencen, da ingen hold kunne forbedre deres roede tider denne gang, sikkert pga. den hårde vind. Det betyder at Dragør 2 får lov til at nyde udsigten på øverste hylde i hele sommerferien, med deres forsping på tre point eller mere, ned til alle forfølgerne. Dog har de tre nærmeste forfølgere forbedret deres tid mere end “Dragør 2” så hvis en af dem forbedrer sig yderligere mens “Dragør 2” ikke gør, får vi et nyt hold på 1. pladsen.
Husk kaninkonkurrencen og Hellerup efter sommerferien
Nu er det sommerferietid og inriggerkonkurrencerne holder fri. Det betyder at der bliver tid til andre interesser, men husk at når du ligger på divaneseren med chips og orangeade og ser Tour de France så er SPP-konkurrenterne ude og træne hårdt!
Første runde efter sommerferien er torsdag den 7. august – endnu engang i Hellerup. Det er også første runde i konkurrencen for kaniner, men det er i år muligt at smide dårligste resultat væk, lige som i den store konkurrence. Dvs. at man kan tillade sig at udeblive fra en af runderne, men så er der heller ikke plads til slinger i de andre runder. Vi håber formatet kan lokke lidt flere kaninhold til, da der ikke har været så mange kaninhold de sidste par år. Dog har der været overraskende mange hold i år med kaniner på, der har været ude og øve sig i de første fire runder. Det er meget positivt og giver håb om skarp konkurrence om kaninpokalen til bedste hold.
God sommerferie til alle!