SPP datoer 2024
Vindere af SPP 2023
Reportage fra fjerde runde af SPP
Fjerde runde af SPP blev afviklet i noget nær optimalt vand for Øresund. Der var dog svagt aftagende vind fra Sydvest i løbet af aftenen. Folk roede pænt og hensynsfuldt, måske efter opsangen fra sidst eller måske fordi de nød den gode roaften. Dog var Rammstein ved at blive nedlagt af et større sejlskib med grundstødningskurs direkte mod land. Men efter mange råb undskyldte han og stak til søs igen. Der var flere både, der roede stærke tider i dagens løb. Men man skal også lige have in mente, at ruten i Hellerup er 9,68 km og den i Sydhavnen er 9,94 km (målelarve: Lise Teisel, Rammstein).
Inriggerkonkurrencen
Dagens vindere blev Hellerups Prammstein (3 mænd) med dagens hurtigeste 2-årestid (11,7 km/t). Holdet havde følgende gennemsnitsdata: 87 kg og 54 år. Sidst var der en yngre mand på 65 kg med. Dette understreger at alder og vægt ikke er af den store betydning så længe motorerne i begge sider rammer hinanden i taget. Og det behøver ikke at være smukt så længe man giver sig 110%. Ro med klubbens korteste årer så bliver kadencen højere og modvinden mindre hård. På andenpladsen kom DSR Signal (1 kvinde + 2 mænd), der roede et superløb (11,2 km/t) med en tid der var 1½ minut bedre end sidst Hellerup, men de blev også opildnet til at give den en ekstra skalle, da Rammstein kom op og hilste på dem ved første vendebøje. Holdet ligger på den samlede 2. plads. På tredjepladsen kom Rammstein (1 sej strokekvinde på 72 år og 4 mænd) der havde to gengangere fra Prammstein. De havde dagens hurtigste 4-årestid (12,7 km/t), men det var ikke nok til at slå Signal.
KVIK ladies (danmarksmestrene) kom på 4. pladsen med årets bedste tid. De havde for første gang i år Ulla Jakobsen med og holdet havde dagens hurtigste dametid. KVIK’s J-Team gik amok og tog 5 pladsen foran KVIK Amok (toer til DM). KVIK Amok var det bedste hold med unge folk (ca. 31 år). Ark Halfway kommer ind med en handikaptid 1 sek efter KVIK Amok. Man må ikke håbe at de har haft et langsomt skift☺. Båden Anna & Lotte & Georg ”dukker” op på 8. pladsen. Båden Evergreens første hold kommer på 9. pladsen, knap så hurtige som sidst i Hellerup, men der havde de også en kvinde med. Ark’s gamle stjerner kommer ind på 10. pladsen i deres klart bedste tid i år. ARK Hellfish (ARK’s yngre stjerner) kom høfligt ind efter Oldstars. Yes we can! (damer i deres bedste alder) kom på 12. pladsen. På 21. pladsen kommer Fabulous Four, der er dagens ældste hold med en gennemsnitsalder på ca. 73 år, skarpt forfulgt af ÆØ 1, der har en gennemsnitsalder på ca. 72 år. KVIK’s UNI 1, 2,3 og 4 bliver også 1, 2, 3 og 4 i den interne strid og 16, 26, 29 og 30 i SPP konkurrencen, men så er det godt at de studerende har en lang sommerferie at træne i☺.
I den samlede forårsstrid ligger Prammstein 1, Signal 2 og Rammstein 3 i den samlede konkurrence.
Rising Star konkurrencen
I Rising Star konkurrencen bliver ARK 1, 2, 4 og 6. De lægger nok an til en samlet sejr i denne konkurrence, måske ligefrem alle 3 medaljesæt (eller hvad man nu får. Dem på 1. pladsen får håndklæde så de kan tørre glædestårerne væk☺). SAS tager plads 3, 5 og 7. På 8. pladsen kommer Fabulous Four fra Øresund og på 9. pladsen kommer De Gode Gamle fra Dragør.
Dette er vist en Amagerkansk konkurrence. ARK Halfway vinder denne gang og har to 1. pladser og en 2. plads. ARK Oldstars bliver 2 og Sydhavnspiloterne er sikkert helt oppe at flyve over deres 3. plads. ARK Hellfish får den helvedes 4. plads.
Samlet i forårskonkurrencen ligger ARK Halfway 1, ARK Oldstars 2 og Sydhavnspiloterne og ARK Hellfish på en delt 3. plads.
Coastal konkurrencen
Her har KVIK kostald lagt hårdt fra land med den 4. sejr på stribe. De tre af dem roede endda den stærke 4. plads i inriggerkonkurrencen hjem efterfølgende. Hvis ruten holder de 6 km ror KVIK’s og DSR’s damer over 12 km/t og DSR Hold 1 (3 mænd, 2 kvinder) 13 km/t. DSR Hold A bliver 2 og DSR Hold 1 bliver 3. På fjerdepladsen kommer Madammerne fra HDR og Albatrossen fra KR ender på femtepladsen.
Samlet i forårskonkurrencen ligger KVIK Kostald nr. 1, DSR Hold A nr. 2 og DSR hold 1 nr. 3.
SPP konkurrencen har haft noget nær perfekt vejr i forårskonkurrencerne. Lad os håbe at det gode vejr fortsætter efter sommerferien, så vi kan få mange gode løb i de næste 4 SPP konkurrencer.
Med ønske om en god sommerferie og træning indtil de næste konkurrencer i august og september.
Thomas Weise