SPP datoer 2024
Vindere af SPP 2023
SPP 2020 – Masser af nyheder
Sved-På-Panden 2020 nærmer sig – måske – og der er masser af nyheder i dette års turnering. Evalueringsmødet i november sidste år, havde rigtig stor tilslutning og mange nye tiltag og ændringer blev besluttet. Men først må vi nok lige vende situationen med COVID-19:
Hvad betyder COVID-19 for dette års SPP?
Da vi endnu ikke har modtaget præcis information fra DIF/DFfR eller kredsbestyrelsen, kan vi kun gætte på hvad der vil ske i fremtiden. Vi forventer at det bliver muligt at ro i både fra senest 10. maj, men vi er meget usikre på om en konkurrence med over 100 deltagere må afholdes i maj måned. Den største udfordring ved de mange deltagere er omklædning og badefaciliteter.
Hvis ikke det bliver tilladt, må vi aflyse en eller flere af de første runder, indtil det bliver tilladt fra DFfR at afholde regattaer med mere end 100 deltagere. Dette vil blive oplyst på vores hjemmeside og på vores facebookside.
COVID-19 kan også få indflydelse på SPP-buffeten, som vi muligvis må aflyse i perioden før sommerferien, pga. forsamlingsforbuddet.
Ekstra SPP/LDK runde lørdag d. 20. juni
Sidste år blev LDK-turneringen lukket i den form vi har kendt i mange år, pga. svigtende deltagerantal og vigende interesse fra roklubbernes side, til at afholde runderne.
I år genopstår LDK så i en ændret form, som minder en del om SPP, hvor det stadig er klubber over hele Danmark der afholder LDK-runder, men de gør det med meget færre regler for afholdelsen, så udgifter og arbejdspres holdes nede.
SPP har sagt ja til at en LDK-runde afholdes sammen med en SPP-runde, men da alle SPP-runder ligger på hverdage og LDK skal ligge i weekenden, for at roere fra hele Danmark kan deltage, har vi indvilget i at lave en ekstra runde lørdag den. 20. juni kl. 11-15 i Hellerup.
Vi vil skynde os at bemærke at der i den forbindelse er besluttet at man som SPP-deltager i år kan smide de TO dårligste resultater væk, mod normalt kun en, da vi forudser at flere SPP-hold har svært ved at samles i denne weekend. Efter at LDK- og SPP-udvalget besluttede denne dato, har DFfR’s hovedbestyrelse valgt at flytte Hovedgeneralforsamlingen fra 14. marts til 20. juni, hvilket nok yderligere vanskeliggør samlingen af flere hold.
Det vil være muligt både at deltage i SPP-runden og LDK-runden på samme tid, hvis man ønsker dette. Mere om dette senere på sæsonen.
Dog hviler COVID-19 spøgelset også over denne runde, så vi endnu ikke ved om vi rent faktisk kan afholde denne kombinerede SPP/LDK runde.
Ændring i Rising Star konkurrencen
Vi snakkede meget om Rising Star konkurrencen (konkurrencen for mindre klubber) på evalueringsmødet og det var meget positive tilbagemeldinger der kom på konkurrencen, men flere af de klubber der er virkelig glade for den, er også kede af at de bliver udelukket fra den året efter, hvis de vinder konkurrencen.
Derfor har vi valgt at lave reglerne om i konkurrencen, så man ikke længere bliver udelukket fra konkurrencen hvis man vinder den. Denne regel var indført for at give flere klubber mulighed for at “stikke hovedet frem”. Fra i år vil det i stedet kun være muligt for ét hold i hver klub at vinde en præmie. Dvs. at ud over at man kæmper mod andre klubber, er der også en slags intern klubkonkurrence, da det kun er klubbens bedst placerede hold, der aspirerer til en placering i Rising Star.
Hvis vi som eksempel prøver at benytte den nye regel på sidste års Rising Star resultat, vil det betyde at ARK ikke ville sætte sig på alle tre præmiepladser, men kun på 1. pladsen og der ville blive plads til præmier til to andre klubber:
- ARK Halfway 208 point
- HDR Yes we can! – 197 point
- SAS Senior 1 – 186 point
Reglen om at de tre store Københavnerklubber (DSR, KVIK og KR) samt de sidste tre års vinderklubber af den åbne konkurrence, ikke deltager i Rising Star, gælder stadig.
5% regel frafaldes på hold med fast styrmand
5% reglen, som er indført for at modvirke spekulation i at tilmelde en roer med virkelig lav H-faktor (fx. under 0.8) og sætte vedkommende til at styre hele vejen, giver ikke rigtig nogen mening på hold der tilmelder en fast styrmand (som jo ikke får sin H-faktor beregnet). Derfor har vi bedt vores regneark-specialist Jan Peter de Baan (SAS) om at justere vores Excel-ark, så det ikke længere pålægger 5% begrænsningen på hold med Fast Styrmand.
Pointstraf i stedet for tidstraf
Sidste år var der et par hold der fik en straf for at skabe en farlig situation ved en vendebøje. Det viste sig at straffen ramte vidt forskelligt, da det ene hold ikke havde deltaget i alle runder og derfor fik fuld straf, da runden så ikke kunne smides væk, hvorimod det andet hold kunne gøre dette.
Desuden kan en tidsstraf betyde meget eller ubetydeligt pointtab afhængig af om man tidsmæssigt er tæt på eller langt fra de nærmeste modstandere.
Derfor har vi valgt fra i år at give ubetingede pointstraffe til hold der skaber farlige situationer. Dvs. pointstraffen fratrækkes holdets samlede antal point og ikke fra den pågældende runde hvor forseelsen blev begået. Det burde give en væsentligt mere retfærdig og retvisende straf.
Vi håber selvfølgelig på at det slet ikke bliver relevant at uddele pointstraffe i år :)
Overvågning af første runde i Sydhavnen
I forlængelse af snakken om pointstraf har vi i SPP-teamet snakket om at det kunne være godt hvis vi kunne overvåge de kritiske steder (vendinger og Bryggebroen) på SPP-banen i Sydhavnen, for at højne bevidstheden hos alle hold, om at udvise godt sportsmandhip og sikker navigation. Det er ikke vores opfattelse at der er de samme problemer på banen i Hellerup.
Hvis nogle af de første runder af SPP bliver aflyst pga. COVID-19 vil det være den første afholdte runde i Sydhavnen der vil blive overvåget.
Ændret bane i Sydhavnen
Vi arbejder også på at ændre banen i Sydhavnen, så den bliver mere sikker. Som den var sidste år, roede man tæt forbi Islands Brygge, hvilket kan være en risiko, nu hvor der er løsnet op for svømning/badning i den åbne del af havnen. Desuden roede vi tæt forbi GO-boats lige før Langebro, som også udgør en væsentlig risiko.
Vi melder ud, når vi er kommet frem til en mere sikker bane i Sydhavnen.
1X og 2X coastal i Hellerup?
Der har længe været interesse for at få 1X og 2X coastalbåde med i SPP, men vi har indtil nu måtte sige pænt nej tak, pga. den øgede risiko for sammenstød der er med både uden styrmand. Vi fik nedsat et lille udvalg i denne vinter der skulle se på om man kunne lave en bane i Hellerup (Sydhavnen er umulig) der ville være sikker nok til at SPP-teamet kunne stå inde for roernes sikkerhed.
Der er kommet et godt forslag, som vi dog ikke helt kan stå inde for endnu, men hvis det lykkes at lave en sikker bane, vil vi kunne byde velkommen til 5 runder med 1X og 2X SPP-coastalroning på Hellerupbanen i år.