SPP datoer 2024
Vindere af SPP 2023
Varm men blæsende 2. runde af SPP
2. runde af SPP blev en dejlig varm, men blæsende og udfordrende en af slagsen. Så vidt vides kom alle hold korrekt rundt på banerne, selv om de havde ændret sig lidt siden sidste år. 43 hold til start – ligesom i første runde men der var en inrigger mindre og en coastalbåd mere.
Stadig problemer med at overholde lukkeloven
Vores dommere har stadig svært ved at overholde lukketiden kl. 20.00. Det er på dette tidspunkt dommerne gerne vil kunne pakke sammen og gå ind og få en velfortjent buffet, efter ca. 3 timers frivilligt arbejde. Men da de er ualmindeligt søde venter de selvfølgelig på at de sidste hold kommer i mål. Endnu har myndighederne ikke påtalt overtrædelsen af lukkeloven overfor dommerne, men vi opfordrer kraftigt de deltagende hold til at starte i god tid, så vi kan lukke biksen ca. kl. 20.00.
Inriggerkonkurrencen
Inriggerkonkurrencen havde et hold mindre end i første runde, men 38 hold er også godkendt. Denne gang var Hellerup 399 helt urørlige på 1. pladsen, mere end 3 minutter foran Havnens Helte fra KR på 2. pladsen. Herefter kommer 5 hold der ligger indenfor 10 sekunder fra hinanden. Team JESus fra SAS trækker det længste strå i den gruppe og snupper 3. pladsen, 4 sekunder foran sidste rundes nr. 2, Kvik & Dirty fra KVIK.
På 5. og 6. pladsen kommer to POP-hold fra DSR, hvor POP Signal lige er et sekund foran Parker’s POP. Dvs. at Parker’s POP stort set har elimineret de 1 minut og 8 sekunder som POP signal var hurtigere i første runde. Bemærkelsesværdigt er det at Rune Berg i denne runde ror på begge mandskaber, først på POP Signal og derefter på Parker’s POP. Mon Parker’s havde vundet i går hvis de havde byttet starttider?
Vi havde spået at der ville være flere POP-hold til start i Hellerup end i Sydhavnen, men det kom ikke til at holde stik. Der var nemlig udfordringer med at finde både som POP-holdene kunne ro i, da DSR’s LDK-trup i går var ved at pakke deres både på trailer, så de kan køres til 1. runde af LDK i Nakskov i morgen lørdag.
KVIK er ligesom i første runde, den bedst repræsenterede klub i konkurrencen. KVIK stillede op i Hellerup med ikke mindre end 8 inriggerhold og et coastalhold. Det er et imponerende stykke arbejde der er gjort og gøres i Roforeningen, for at tilbyde træning og konkurrence for inriggerroere. For bare fire år siden havde KVIK ikke et eneste hold med i SPP, så der er virkelig sket en kæmpe fremgang. Stort tillykke med det og vi håber det fortsætter og måske også kan inspirere andre roklubber.
Hurtigste dame 2-årers: 1:01:57 – KVIK & Dirty – Torill Lindebjerg, Tine Aabye, Britt Skovø
Hurtigste herre 2-årers: 56:21 – DSR – – Christian Parker, Peter Nikolai Holmsgaard, Rune Berg
Hurtigste dame 4-årers: 58:54 – HDR – Yes we can! – Marian K-Christiansen, Susanne Mølgård, Pia Sværke, Yvonne Mackeprang, Ruth Furrsted
Hurtigste herre 4-årers: 47:35 – HR – Hellerup 399 – Rolf Traberg, Thomas Weise, Arne Månsson, Nicolas Kviat Antonsen, Janek Lesniak
Rising Star konkurrencen
I Rising Star konkurrencen tordner et nyt hold ind på førstepladsen. Team JESus, SAS som var tilmeldt i første runde men ikke dukkede op, stempler i den grad ind i konkurrencen i denne runde. Team JESus er 2½ minut foran nummer to Humlebæk 1. Humlebæk 1 får i denne runde deres 2. plads for dem selv, da de i første runde måtte dele den med Det Blandede Hold fra SAS. Det Blandede Hold bliver distanceret med 15 sekunder og ender dermed på 3. pladsen. På 4. pladsen finder vi første rundes vindere, Hold 850 fra SAS. I det hele taget dominerer Rk SAS toppen af denne konkurrence, men med et godt pres fra Humlebæk og HDR.
Der er lidt problemer med den samlede stilling i denne nye konkurrence, så den må I lige vente lidt med at få. Vores Excel-guru, Jan-Peter fra SAS er altid god til at supporte os med rettelser og opdateringer, så mon ikke den samlede Rising Star stilling er klar inden for et par dage – det tror vi :)
Coastalkonkurrencen
Denne gang nåede begge DSR-hold til start i god tid og snuppede sikkert 1. og 2. pladsen. I første runde stod DSR’s Hold 1 over, for ikke at risikere at komme alt for sent i mål. Denne gang ville de ikke risikere noget og var til start som et af de allerførste hold, bare 3 minutter efter at konkurrencen var åbnet. På trods af at roforholdene blev væsentligt bedre senere på dagen, tog de en overbevisende sejr på 1 minut og 18 sek. foran deres klubkammerater i DSR på Hold A.
KR Albatrossen tager 3. pladsen, men der er noget længere op til Hold A, end der var i 1. runde. Afstanden er øget fra 1m42s til 3m36s men hjemmebanefordelen er også byttet rundt og KR ror ikke i deres egen båd.
Som forudset efter 1. runde har Vabel KVIK formået at forbedre sig og det endda så meget at de går forbi Skovshoved med næsten et minut. Næste mål må være at presse sig forbi KR Albatrossen, hvilket ikke er umuligt med fokuseret træning og 6 runder endnu.
Skovshoved snupper 5. pladsen i denne runde, efter at have præsteret en 3. plads i første runde. Nok ikke helt tilfredsstillende, men vi bemærkede at Kate Skavin ikke var med i båden og vi mener at have konstateret at hun var skiftet ud med Lene Svanebjerg og hvis det var en sidste-øjebliks ændring har det sikkert haft indvirkning på rytmen på holdet.
Næste runde i Sydhavnen
Næste runde i Sydhavnen er mandag den 29. maj kl. lidt over 17 til kl. 20.00. Som det ser ud nu, vil banen have samme forløb som i første runde, altså med vending lige før Havnebadet. Se inriggerbanen her og coastalbanen her.Hvis noget ændrer sig skal vi nok oplyse om det på hjemmesiden og på vores facebookside.