SPP datoer 2024
Vindere af SPP 2023
Vigtig info om dagens løb i Sydhavnen!
Så er det blevet tid til igen at raspe åregrebet og justere fodsparket – SPP starter i dag! I den forbindelse har vi en del vigtige oplysninger, som I meget gerne må dele med alle i jeres roklub som forventes at deltage.
Ændring af vending ved Langebro for både inriggere og coastal
På grund af bygningen af den nye cykelbro lige ved siden af Langebro, har havnefogeden sagt nej til at vi vender om Langebros østlige bropille, som vi plejer. Han har tilladt at vi vender om betonklodsen 5 meter før Langebro men det giver potentielt fare for sammenstød med Go-Boats, så det tør vi simpelthen ikke risikere. En påsejling af en Go-Boat i dag vil potentielt kunne skabe et krav om forbud mod kaproning i havnen hvilket ville ødelægge SPP og andre kaproninger (Amager Regatta, Harbour Race og Port of Copenhagen). Vi skal også tænke fremad mod de næste SPP-runder, hvor der er meget større chance for godt vejr og dermed mere trafik.
Derfor er det blevet besluttet at vi udlægger en ny vendebøje lige før Havnebadet, som både inriggere og coastalbåde skal benytte som vending i Nord.
Dette gør både inrigger- og coastalbanen ca. 600 meter kortere, men det lever vi fint med, for at sætte sikkerheden og kaproning i havnen, i første række. Vi håber på jeres overbærenhed med placeringen af bøjen, da denne ændring er kommet med meget kort varsel og er bl.a. en konsekvens af dødsulykken med jet-skiens sammenstød med en Go-Boat. Havde denne dødsulykke ikke sket, havde vi nok brugt betonklodsen som vendepunkt.
Bøjen kommer til at ligge på relativt dybt vand og kan derfor bevæge sig meget ift. strøm og vind. Erik Nielsen fra SAS vil gøre sit bedste for at lægge bøjen ud på en god måde for jer roere. Han nævnte at han vil bruge to ankre til den, formentlig for at reducere dens bevægemuligheder.
Ny Rising Star konkurrence
Efter en del overvejelser omkring både navn og format på en ny konkurrence, der skulle erstatte den tidligere “Forbedringskonkurrence”, er vi indtil videre nået frem til denne nye konkurrence:
Navnet er Rising Star som skal indikere at konkurrencen er for hold som i den store konkurrence har svært ved at markere sig, pga. de etablerede roklubbers større muligheder for trænere, materiel og optimal holdsammensætning, men som ikke desto mindre har potentiale til at kunne klare sig godt hvis de får chancen. Navnet kan sagtens ændres hvis der kan findes et bedre og mere rammende navn (gerne dansk), men det er hvad vi har kunne finde frem til indtil nu.
Reglerne for deltagelse er rimeligt simple. Det er kun inriggere der deltager i denne konkurrence. Alle hold der passer ind i begrænsningerne er automatisk med i Rising Star. Begrænsningerne er at DSR, KR og KVIK ikke er med, pga. deres størrelse. De klubber der indenfor de sidste tre år har vundet Pointkonkurrencen deltager heller ikke, da det er et tydeligt tegn på at de har kompetencerne til at skabe rigtig gode kaproningshold. Den klub der vandt Rising Star året før deltager heller ikke, for at sikre at det ikke er samme klub der vinder konkurrencen år efter år.
Da dette er første år med en helt ny konkurrence vil vi blive meget glade for nogle input til konkurrencen, så den kan tilpasses og om muligt blive endnu bedre.
Yderligere regler for konkurrencen kan findes under menuen “regler” eller klik her.
Optakt til SPP-præmieren på roinfo.dk
Roinfo har skrevet en optakt til årets SPP, som kan læses her: http://www.roinfo.dk/kaproning/sved-pa-panden-indleder-saesonen
SPP-buffet i Roklubben SAS
Husk at der som sædvanlig er en lækker, billig buffet i Roklubben SAS, som kan nydes efter konkurrencen. Der er åbent fra kl. 17.30 til kl. ca. 20.30. Buffeten koster 40 kr. og der er også mulighed for at købe kaffe, øl og vand. Der kræves ingen tilmelding til buffeten i SAS; man møder bare op og betaler for maden.
Der er også buffet i Hellerup Dame Roklub i næste runde af SPP. Husk dog at tilmelde dit hold til buffeten inden konkurrencen. Dette kan gøres sammen med holdtilmeldingen til konkurrencen eller gøres separat på “mad-linket” i topmenuen. I HDR betales også først når man møder op til spisning.
Med håbet om en god og sikker SPP-præmiere byder SPP-teamet velkommen til sæsonen 2017!
Mange hilsner
Søren, Jytte, Kurt, Hjalte og Kenny