SPP datoer 2024
Vindere af SPP 2023
En skelsættende runde i 3. SPP i Sydhavnen
3. runde af SPP i Sydhavnen blev på flere måder skelsættende for turneringen. Først og fremmest blev det til alle tiders deltagerrekord med 39 deltagende hold, hvilket ikke er set før i SPP-sammenhæng. Det var også specielt at vi holdt runden lige efter weekendens LDK i Sønderborg, hvilket viste sig at være en rigtig god idé – i hvert fald hvis man får hjælp af Københavnskredsens forkvinde, Mette Bacher, som tilfældigvis også står for transport af stort set alle københavnske klubbers LDK-både rundt i landet. Mette kørte to trailere fra Sønderbord til KR, hvor DSR, KVIK og Skjold så kunne tage bådene af og ro den korte distance over til SAS, hvor starten gik. Havde Svend Gehrs set det, ville han helt sikkert have udbrudt “Det er GENIALT, det der!”
Skelsættende for SPP-turneringen er det også at vi endelig har et format som, med hjælp fra en masse supportere, nu er som vi har drømt om længe: Vores resultatlister indeholder fra i dag alle de informationer, som roerne har efterspurgt og som vi selv gerne vil formidle. Fx. kan vi denne gang præsentere en detaljeret stilling i forbedringskonkurrencen, hvilket har haltet tidligere. Vi har i sidste uge fået rykket bøjen ved Skovshoved, længere ud fra kysten, som nogle roere efterspurgte, så næste runde burde være i orden også på dette område.
Konkurrencen startede dog lidt skævt for en af dommerne, da vores talknuser og tidsregistrator Hjalte Graae, gik i stå midt på Åboulevarden i myldretiden, på vej mod SAS. Igen fik vi hjælp af Mette Bacher der tilfældigvis kom kørende forbi og opdagede det var hårdt pressede Hjalte, der sad inde i den gamle slæde der blokerede et spor på hovedfærdselsåren. Hjalte blev reddet ud af kattepinen af Mette, men kom ret sent til SAS, så de første ca. 10 både måtte sendes afsted med starttider registreret på et stykke papir :) Men herfra kørte det bare i store mængder årefedt og alle tider kom ind i regnearket uden problemer.
Pointkonkurrencen
I denne runde havde DSR’s coastalhold “Tuborgfondet” hevet tidligere VM-roer, Jesper Krogh, ind på holdet, så det sidste step op på førstepladsen kunne blive en realitet. Det er dog ikke mange sekunder der er ned til Hellerup Roklub på 2. pladsen. Hvis “Tuborgfondet” kan stille op i de resterende runder, ligner det en benhård kamp mellem de to hold, helt frem til sidste runde. ARK Oldstars snupper 3. pladsen, ca. to minutter efter HR og et minut foran “Kvikamigas”, som lige er hjemvendt fra LDK i Sønderborg med 2. plads i 1. runde af kvindernes DM-turnering. Seks sekunder efter KVIK’erne, kommer endnu et LDK kvinde DM-hold “Smilet” fra KR, som fik en 4. plads i samme DM-turnering. I Sønderborg var der 33 sekunder mellem de to hold, så “Smilet” har hentet noget på hjemmebanen. Vi bemærker også at Dragørs uroer ikke blev skræmt af konkurrencen i forrige runde, men stiller op igen og forbedrer deres tid med over 2½ minut.
I den samlede stilling har Hellerup 399, DSR “Tuborgfondet” og “ARK Oldstars” trukket fra resten af feltet, så det er nok de tre hold der skal dele præmierne når turneringen slutter. Men på de følgende pladser ligger der en del hold der helt sikkert vil slå til, hvis fx “Tuborgfondet” misser en runde mere. Kvikamigas, Smilet og HR 368 ligger stort set lige og vil sikkert holde øje med hinanden, i de følgende runder.
Forbedringskonkurrencen
Det er først fra denne runde at vi har kunne skrive noget fornuftigt om forbedringskonkurrencen, da vi har manglet informationen om hvor meget tid hvert enkelt hold har forbedret sig gennem turneringen, hvilket er essentielt når der er 18 hold der har maksimumpoint i denne konkurrence lige nu. Tre hold fra Roklubben Øresund fører an i konkurrencen efter denne runde, hvor det er Øresund 970 der suverænt har lagt sig i spidsen med hele 11m42s i forbedring. Ca. 3½ minut efter kommer klubkammeraterne i Øresund 960 og derefter følger SPP-konkurrencens mest trofaste hold Øresund 999, som har været med helt fra den spæde start.
Rigtig meget kan ændre sig i en enkelt runde i denne konkurrence, for hvis det smutter med at forbedre sig i en runde kan man risikere at rasle 10-15 pladser ned i stillingen. Der skal jo nok komme en konkurrencedag med hårde vejrbetingelser og så vil der være mange hold der får svært ved at forbedre sig, med en rusjetur til følge.
Rundens løftede pegefinger
Vores pegefinger trænger til at blive luftet og vrikket lidt, så vi vil lige indskærpe at det er vigtigt altid at holde til styrbord i sejlrender, ved smalle gennemsejlinger og i det hele taget hvor der er anden trafik. Dommerne bemærkede en del fejlplaceringer hos de deltagende hold, selv hos klubberne på hjemmebane. Desuden var der et par hold der kom i mål en del senere end kl. 20 som er officiel SPP-lukketid. På dage med 25 Grader, solskin og roere der jævnligt klapper os på skulderen er det ikke så slemt, men denne gang var det rigtig koldt og surt at stå at vente på de sidste. Det var jo ikke fordi vejret gjorde det svært at ro, så det må have været dårlig timing fra de hold der kom sent til start.
Næste runde er i Hellerup, torsdag den 18. juni
Som nævnt tidligere, har vi fået rykket vendebøjen Nord for Skovshoved Havn længere ud fra kysten. Dette i kombination med at langt de fleste hold nu kender forholdene omkring udvidelsesarbejdet ved Skovshoved Havn, gør at vi har forhåbninger om at I alle vil få en god tur i Hellerup. Endnu engang stor tak til Bøg Mosegaard fra DSR for at hjælpe os med at flytte bøjen længere ud.
Rohilsner
SPP-teamet