SPP datoer 2024
Vindere af SPP 2023
Forrygende start på SPP-sæsonen 2016
I torsdags blev SPP-sæsonen skudt i gang med helt fantastisk vejr, ny deltagerrekord og alle både i mål i god tid inden kl. 20. Det kunne simpelthen ikke være bedre. Der er lige et par enkelte host og løftede øjenbryn, men alt i alt er hele SPP-teamet rigtig glad for få sådan en start på konkurrencen.
*Host host* og et par løftede øjenbryn
Hvis vi lige skal have overstået host og øjenbryn (host først), så er der udtrykt utilfredshed fra tre hold, ved den røde vendebøje, lige Syd for Skovshoved Havn. De tre hold følte sig unødvendigt pressede af andre hold i vendingen på trods af at de var kommet først til bøjen. Vi har normalt ingen kontrollanter på banen til at se efter om alle hold overholder de få og simple regler der er i konkurrencen, så derfor opfordrer vi alle hold til at udvise hensyn i stedet for max konkurrence-attitude.
Vi har faktisk kun én regel der kan bruges ifm. vendinger og det er at en overhalende båd har vigepligt til den båd der overhales. En overhaling er først overstået når den overhalende båds haleror er forbi spidsen på den overhalede båd. Dvs. man skal HELT forbi en båd, før man ikke længere er forpligtet til at vige for denne – også ved en vending. At definere andre regler ved vendinger bliver for indviklede og uden kontrollanter kan det alligevel ikke håndhæves.
Der var også nogle hold der nævnte at en del både ikke holdt til styrbord ned over “banen” så det var svært at navigere når der kom mange imod én. Det kan være svært som styrmand at holde tilstrækkeligt til styrbord, når man ror på Øresund, for man ønsker jo ikke at ramme den svenske kyst. Men prøv at være lidt opmærksom på dette og “se op” på den trafik der er foran holdets båd, næste gang I ror SPP-ræs fra Hellerup.
Vi har løftet et øjenbryn over dagens vindere, “HR 358” fra Hellerup Roklub, som på papiret ikke ser nær så skræmmende ud som holdet på 2. pladsen; sidste års syvdobbelte vindere Hellerup 399. Vi tror at enten har SPP-teamet fået taget en forkert tid, eller også har HR 358 fået taget en forkert vendebøje. Vi må lige undersøge sagen lidt nærmere, men indtil videre lader vi tvivlen komme de anklagede (SPP-teamet og HR 358) til gode.
Det andet øjenbryn løftede sig også da der skulle laves resultater, for vi var ikke i stand til at genere en resultatliste med navne på de enkelte roere på holdet. For at få resultaterne ud hurtigst muligt, er der derfor lavet en simpel resultatliste og så snart vi får ordnet regnearket, lægger vi den detaljerede resultatliste ud på hjemmesiden og informere om dette på facebook.
De nye Coastal- og inriggerbaner
Vi har fået mange positive tilbagemeldinger på de nye baner i Hellerup. Der var ingen der savnede strækningen fra Skovshoved Havn til Knud Rasmussen. Desuden er SPP-teamet virkelig glade for at slippe for alle de klager vi havde sidste år ifm. at holdene roede forbi Skovshoved Havn og Bananen. Vi har fået lidt forskellige opmålinger af den nye inriggerbane, lige fra 9,6 Km til 9,723 Km. Det er ca. 120 meters variation men det ligger ret tæt på distancen i Sydhavnen som er ca. 9,7 Km. Det er ikke noget vi vil gå ind og justere i år. Vi fik ingen tilbagemeldinger på længden af coastalbanen, men den burde være lige over 6 Km lang. Den er til gengæld lidt længere i Sydhavnen, men da der ikke er en forbedringskonkurrence i coastalklassen gør det ikke så meget.
Vi hørte at der var et par inriggerhold der ikke fik vendt om den gule afmærkningsbøje Syd for fortet, men i stedet vendte om en bøje noget tættere på land, ud for kajakklubben Palo. Vi håber at de sidste hold får læst op på inriggerbanen i Hellerup, inden vi den 2. juni igen skal ræse på Øresund.
Resultater
Ændring 20. maj: Vi har fået en korrigering af et fødselsår på ARK’s hold 7, hvor Lars Lindhart er ændret fra 1954 til 1952. Det giver ikke nogen ændring i pointgivningen. Desuden har vi rettet starttiden for hold 358, som vi fik givet en helt forkert starttid, så de lige efter offentliggørelsen af resultatlisten lå nummer 1. Det var en fejl fra arrangørernes side og det vi selvfølgelig meget kede af.
Det ser ud til at vi får en inriggerkonkurrence der minder lidt om sidste års version, med Hellerup 399 der vinder alle runder og dermed pokalen overlegent og med “KR Smilet” og “KvikAmigas” i en knivskarp konkurrence om de næste pladser, hen over sæsonen. ARK Oldstars, som blev samlet nr. 2 sidste år, er startet lidt stille ud, men der var også en ny mand på holdet i torsdags. Vi tror at de gamle stjerner kommer stærkt igen på hjemmebanen i Sydhavnen.
I coastalklassen ligger DSR’s to hold og kæmper med hinanden og det regner vi med de kommer til hele sæsonen. Første stik går til “Coastal on the far side” som slår “Coastal & Hobbes” med 44 sekunder. Det er selvfølgelig en betydelig forskel på en 6 Km distance, men ikke større end at en god portion træning kan gøre det rigtig tæt. Skovshoved ligger noget længere tilbage – det gjorde de også sidste år men endte alligevel med at tage den samlede 1. plads fordi de var de mest stabile til at stille op.
DSR’s “Puls og Program” (POP) stiller med ikke mindre end 9 hold i denne runde. Det er Jonathan Winn (DSR) der styrer denne motionsform, som er lige under LDK-niveauet i DSR. Jonathan følger sine “elever” hver gang de giver den gas i Hellerup og Sydhavnen og det ser ud til at flere af pop-holdene er blevet så gode, at de sagtens kan gøre sig på LDK-banerne. Desuden er DSR på banen med to coastalhold så de i alt stiller med 11 hold. Temmelig imponerende. Hellerup Roklub har næstflest hold med, nemlig seks inriggere. Der er gang i den i HR og efter sigende står kaninerne i kø i år, for at hoppe ned i deres både for at lære at ro. HDR, KVIK og Roklubben SAS stillede med hver fire hold og derefter følger ARK, KR og Skovshoved med tre hold. Roklubben Øresund havde to hold til start og som rosinen i pølseenden kommer Dragørs “De gode gamle” der er ene om at holde Dragørs stander højt i SPP.
På gensyn i Sydhavnen mandag den 23. maj!
De bedste rohilsner
SPP-teamet – Søren, Jytte, Kurt, Hjalte og Kenny