SPP datoer 2024
Vindere af SPP 2023
Information fra SPP-møde den 23. januar
SPP-teamet holdt møde mandag den 23. januar 2017 for at planlægge dette års SPP-turnering. Som nævnt tidligere, var det primært de otte konkurrence-datoer og en ændring af forbedringskonkurrencen der var til debat.
SPP-datoer 2017
De otte datoer for afholdelse af turneringen i 2017 blev godkendt, efter vi havde konsulteret diverse klubber og bådtransportører om deres egne arrangementer.
2017 datoerne er derfor lagt ind på hjemmesiden og er følgende:
- Onsdag den 10. maj – Sydhavnen
- Torsdag den 18. maj – Hellerup
- Mandag den 29. maj – Sydhavnen
- Torsdag den 8. juni – Hellerup
- Mandag den 14. august – Sydhavnen
- Torsdag den 24. august – Hellerup
- Onsdag den 6. september – Sydhavnen
- Fredag den 15. september – Afslutning og fest Hellerup/Svanemøllen
Vi har lagt en føler ud hos KVIK om afholdelse af afslutningsfesten og håber at vi snart kan bekræfte et sted at afholde finalefesten.
Ny konkurrence afløser forbedringskonkurrencen
Den største ændring i SPP-konkurrencen i år, er at forbedringskonkurrencen skiftes ud med en point-konkurrence for de mindre klubber. Beslutningen er taget dels fordi vi føler at meget få hold går op i forbedringskonkurrencen og dels fordi vi ser at det primært er de tre store klubber i København (DSR, KR og KVIK) samt enkelte, meget fokuserede hold (ARK Oldstars og HR 399) fra lidt mindre klubber, der år efter år ligger i toppen af pointkonkurrencen.
Derfor vil den nye konkurrence, som vi stadig mangler et rigtig godt navn til, være uden DSR, KR og KVIK, samt de klubber som indenfor de sidste tre SPP-sæsoner har vundet Pointkonkurrencen. I 2017 vil det altså sige at Hellerup Rk (vinder i 2015 og 2016) og ARK (vinder i 2014), samt selvfølgelig DSR, KR og KVIK ikke deltager i “Storklub-forbudt-konkurrencen”.
Det betyder også at “Deltag udenfor konkurrence”-muligheden forsvinder, da meget få hold har benyttet sig af den og dem der har, har været fra en af de store klubber.
Vi ser frem til en rigtig spændende konkurrence hvor der er mange hold der pludselig har en reel chance for at komme helt til tops. Det bliver også sjovere for SPP-teamet, at rapportere fra denne konkurrence, da den bliver mere uforudsigelig end forbedringskonkurrencen har været.
Forbedringspokalen vil til næste SPP-afslutning blive overdraget til den klub der har vundet turneringen flest gange i den tid den har eksisteret, hvilket vi lige skal have kigget i arkiverne, for at afgøre.
Regler
Der er blevet tilføjet et par nye regler sidste år, som var nødvendige for at adressere et par konkrete situationer som opstod i løbet af sæsonen:
Det er blevet præciseret at en overhaling – med dertil hørende ansvar for sikkerheden – først er tilendebragt når den overhalende båds haleror er helt fri af den overhalede båds spids.
Det blev tilføjet at hvis en båd starter sit løb, uden at være blevet kaldt til start af dommerne, kan der tildeles en tidsstraf. I grove, risikobetonede tilfælde, kan holdet diskvalificeres.
Vi blev på mødet enige om at indskrive i reglerne at det er muligt for to hold at starte samtidigt, hvis det inden løbets start bliver forespurgt hos dommerne. Dog kan der være tilfælde hvor det sikkerhedsmæssigt ikke kan imødekommes, fx. ved meget trafik ud og ind af Hellerup Havn.
Ud over disse tilføjelser, var dommerne enige om at regelsættet fungerer rigtig godt og at alle deltagerne har været gode til at følge dem.
Tilmelding til konkurrencen
Der har nogen gange været lidt usikkerhed om et hold er blevet tilmeldt konkurrencen, når man tilmelder sig via hjemmesiden. Det er noget IT-teknisk der skaber problemet (forkert afsender), men hvis man er i tvivl om ens hold er tilmeldt, vil vi anbefale først at kigge på online-tilmeldingslisten om ens hold er opført der. Bemærk at listen som udgangspunkt kun viser ti hold ad gangen og der altså muligvis skal “bladres” 1-2 sider frem for at finde ens eget hold. Hvis man stadig ikke kan finde sin tilmelding bør man tilmelde sig igen og desuden lige skrive til SPP-teamet om problemet.
Bådlån
Bådlån har kørt godt sidste år og vi tror på at en del af forklaringen på at det nu kører godt, er at de klubber der låner både ud, er blevet lidt mere skrappe/krævende med mødetider og afleveringstider. Det betyder at det hold der overtager en båd fra et andet hold. ikke længere har været så tidspresset og det har for dommerne betydet at vi ikke har oplevet så mange “sene lukninger” af konkurrencen. Så herfra siger vi bare: “Bliv ved med at stille krav til de hold der låner både, så er alle mere tilfredse i sidste ende”.
Madbuffet i Hellerup Dame Roklub og Roklubben SAS
Tilbagemeldingerne fra de to klubber der laver mad til alle deltagerne er meget positive. Vi holder fast i prisen på 40,- kr for buffeten og tilmeldingskravet i HDR har fungeret fint og forstætter. I Rk SAS tager de det lidt mere “loose” og køber bare rigeligt med mad – det overskydende mad spises af klubbens medlemmer dagen efter :)