SPP datoer 2025
Vindere af SPP 2023
Optakt til SPP 2018
Så er det lige før det går løs med dette års Sved På Panden konkurrence og det er på sin plads med en optaktsartikel inden premieren på mandag. Vi har en masse glædelige nyheder til jer alle sammen og også et par vigtige informationer omkring bådlån og selve deltagelsen på vandet.
Masser af gode nyheder og forbedringer i år
Udvidet åbningtid: Kl. 17:15-20:00.
Vi udvider åbningstiden med 15 minutter, så der nu er mulighed for at kunne starte allerede kl. 17.15 (og som regel også lidt tidligere) mod tidligere kl. 17.30. Vi lukker stadig ned kl. 20:00. Vi håber det giver lidt mere luft til de hold der deles om en båd og at hold der kommer i mål efter kl. 20 hermed er en uddød race.
Flere præmier til kaniner, Rising Star og coastalroere.
SPP’s økonomiske fundament hviler på penge fra DFfR Københavnskredsen, som i løbet af vinteren har bevilliget os medaljer til 2. og 3. pladser i coastal- Rising Star og kaninkonkurrencen, hvis nogle få krav er opfyldt:
Der vil være præmier til holdet på 2. pladsen hvis minimum 6 hold har deltaget i mindst 7 af 8 runder (coastal og Rising Star) eller mindst 3 af 4 runder (kaniner).
Der vil være præmier til holdet på 3. pladsen hvis minimum 10 hold har deltaget i mindst 7 af 8 runder (coastal og Rising Star) eller mindst 3 af 4 runder (kanin).
Pokaler til Rising Star- og Coastalvinderne.
DFfR Københavnskredsen har også bevilliget os pokaler til vinderne af Rising Star- og Coastalkonkurrencen. Det manglede da bare, men manglen har skyldtes at coastal for en del år siden startede med at konkurrere på lige vilkår med inriggerne, men lidt abrupt blev placeret i deres egen klasse pga. deres hurtigere fart. Vi fik så aldrig købt en pokal til coastalklassen men det bliver der endelig rådet bod på i år.
Det samme gør sig gældende for Rising Star konkurrencen, som var et forsøg på at lave en bedre konkurrence, for dem som ikke har de samme muligheder for at træne, som de store klubber. Vi synes at konkurrencen fungerer godt og vi vil derfor fortsætte med den i fremtiden og derfor skal den også have en pokal.
Faste styrmænd fremgår nu på resultatlisten (hvis de skrives ind i tilmeldingen).
Jan Peter de Baan fra Rk SAS har endnu engang tryllet med vores regneark og har nu tilføjet en mulighed for at taste en fast styrmand ind, som vil fremgå på resultatlisten som en “Fast styrmand”. Dette var et ønske fra en del coastalhold sidste år og dette ønske er hermed opfyldt. Det kommer også inriggerhold med fast styrmand til gode.
I praksis krydser man feltet af med “Fast styrmand” i tilmeldingsformularen og den beder dig derefter om at indtaste den faste styrmands navn, i stedet for en roer.
Nyt “forbedringsindex” som viser om man har forbedret sig – i forhold til de andre hold.
Dette er et lidt eksperimentelt tiltag som er fremkommet på opfordring fra KVIK, som ønskede muligheden for at se om man i stedet for den nuværende Rising Star konkurrence, kunne lave en liste over hold der har forbedret sig mest i forhold til de andre hold.
Da vi ikke kan overskue udfaldet af sådan en liste, kan vi heller ikke helt sige hvordan vi vil præsentere den i resultatlisten. Vi håber at vi kan vise listen efter et par runder, så man kan se hvor meget eller lidt man har forbedret sig ift. sine konkurrenter.
Det er som sædvanlig Jan Peter de Baan der har gjort dette muligt ved at tilføje funktionen til vores regneark, så husk at give Jan Peter en “High 5” næste gang du møder ham!
Faktisk skal du også give Jan Peter en “Knuckles” når du støder ind i ham, for han har også gjort det muligt for os at sortere holdene i henholdsvis Dame- Herre og Mixhold, hvilket gør det meget nemmere at udpege de hurtigste hold (i roet tid) i vores reportage fra hver runde.
Ny klub disker op med SPP-buffet i år.
I mange år har Rk SAS og HDR troligt disket op med en dejlig SPP-buffet efter alle løbene og i år melder der sig så en ny roklub på banen med lækker mad. Det er Hellerup Rk som i 6. runde lægger lokaler og mad til de sultne roere. Det gør det muligt at afholde en SPP-runde i Hellerup om mandagen efter at en LDK-regatta er blevet afholdt om lørdagen i DSR. Det er bare optimal udnyttelse af eventuelle bådtransporter.
Vigtige informationer om konkurrencen
Banerne er de samme som sidste år.
Da den nye cykelbro Nord for Langebro først er færdigbygget engang efter sommerferien, vil vi lægge samme bane ud i Sydhavnen, som sidste år. Vi vil spørge By og Havn om vi kan få tilladelse til at lægge vendebøjen permanent ved Havnebadet, så den ikke skal lægges ud og tages op hver gang. Bøjen ved slusen bliver vi nødt til at tage op efter hver runde.
Vi er meget tilfredse med banen i Hellerup, så den ændrer sig heller ikke i år. Vi regner med at lægge bøjerne ud i løbet af næste uge, hvis nogle har lyst til at smugtræne på banen.
Se alle banerne (både inrigger- og coastalbanerne) i menufanen øverst på siden der hedder “Banerne”.
Strengere regler for bådlån.
Pga. de svære forhold med at ro både fra Svanemøllen til Sydhavnen og vice versa, har bådudlånerne (KR, SAS, ARK, HR og HDR) oplevet en betydelig forøgelse af hold der ønsker at låne en båd. Det har medført at der er opstået flere problemer med at hold har haft svært ved at nå at komme i mål inden for tidsfristen og at hold der har reserveret en båd, ikke dukker op.
Derfor har SPP-teamet besluttet at vi laver mere håndfaste regler for bådlån, så vi på den måde kan støtte de klubber der hjælper konkurrencen med gratis bådlån:
- Et hold der har lånt en båd til en tidlig start (senest kl. 17.30) mister retten til båden, hvis de ikke kan lægge fra land senest kl. 17.15.
- Et hold der har reserveret en båd til flere/alle SPP-runder, mister hele reservationen, hvis de udebliver i en runde, uden at melde det til den udlånende roklub. Afmeldingen skal komme inden det tidspunkt det var forventet at de dukkede op.
Start tættere på land i Hellerup
Vi har jævnligt problemer med at komme i kontakt med de startende hold i Hellerup, fordi de ligger så langt fra land, inden de skal til start. Det gør det også svært at se deres holdnummer, så kom venligst så tæt på dommerbordet som muligt inden start, uden at det vil genere jeres start.
Ordentlig kvalitet på jeres nummerskilte
Vi har meget ofte problemer med at aflæse holdnumre inden start og når bådene er på vej i mål. Derfor en kraftig opfordring til at lave ordentlige og tydelige nummerskilte. Dette indebærer:
- Stive skilte der ikke bukker og krøller ved den mindste vindpåvirkning.
- Vandafvisende skilte. (Giver næsten sig selv…)
- Store (meget store) tal på skiltet, med en tyk (meget tyk) streg.
- Skriv kun nummeret på den ene side af skiltet! Så vil solen ikke ødelægge nummeret når den skinner igennem skiltet. Alternativt kan et stykke tykt pap lægges mellem to stykker papir, hvis man insisterer på at have nummer på begge sider.
- Hvis dommerne vurderer at nummerskiltet er af for ringe kvalitet, vil holdet blive bedt om at komme til dommerbordet for at lave et nummerskilt med vores eget SPP-gear (tyk sprittusch og plastikchartek).
Hele SPP-teamet kan næsten ikke vente med at komme i gang med konkurrencen, så vi glæder os rigtig meget til at møde jer på mandag og skyde en masse friske hold afsted på banen. Det ser ud til at vi bliver begunstiget med rigtig godt vejr, så mon ikke der møder rigtig mange hold op?
Med de bedste ønsker for hele rosæsonen!
Hjalte, Jytte, Søren, Kurt og Kenny