SPP datoer 2024
Vindere af SPP 2023
Reportage fra første runde af SPP
Det blæste derudaf i første runde af SPP både vinden og de deltagende både. Den kraftige vind var dog en hel del værre i Hellerup Havn end i Sydhavnen. Vi kunne igen vende om den ene pille ved langebro.
Der er en fantastisk akustik under det højre brofag, så da vi roede under broen slog jeg traditionen tro et åreblad fladt på vandet, hvilket nær havde givet vores nye, men ikke unge mand, hjertekvababbelse. Han troede at min åre var knækket i to. En anden af dagens oplevelser var at en svane havde set sig ret ond på vores, efter dens mening, meget forstyrrende kaproning. Den angreb flere af bådene uden den ringeste frygt. Jeg fik et hak i åren begge veje, men Hellerups orange åreblade kan jo også ligne et overdimensioneret svanenæb.
Inriggerkonkurrencen
Dagens vindere blev Hellerups Prammstein (de sølle rester af Rammstein, der er diskusprolaps og lyskebrok hos de faldne). Undertegnede måtte bede min instruktør Geert fra 1981 om en hjælpende hånd (Han roede over 5000 kilometer sidste år). På andenpladsen kom feltets stærkeste gutter: ARK’s anden Helvedsfisk. Bomstærke Thomas Hansen var tilbage og roede med store stærke Asbjørn og Stephan. På tredjepladsen kom det første ”rigtige” mixhold DSR Signal (Ole, Jens og Erika). Et hold der altid er med i toppen. Det første rene kvindehold kom på fjerdepladsen med de to Danmarksmestre Tine og Torill og nu med Dorte Lassen som tredje kvinde. De er altid farlige. Derefter kom to KVIK hold KVIK J-Team og KVIKamok. Denne gang gik J-Team mest amok. Derefter kom HDR’s nye superdamer, der siger ”Yes we can”. Så kom der gamle kendinge på KR 2 holdet med Jim, Hasse og Morten Kristensen. På 9. pladsen kom SAS’s førstehold lige foran Team Evergreen et hårdt kæmpende hold fra Hellerup med 4 stærke mænd og Birgit som holdkaptajn. Det må lige nævnes at på 11. pladsen kom KVIKbersærk hvor Simon og Troels roede deres anden tur, hvor den første var for KVIKamok. Stærkt. Derefter følger en masse frisktroende hold på de næste pladser, hvor der nok skal opstå nogle interne konkurrencer hen over sæsonen. Nederst på resultatlisten kommer ”Øresunds junior team” med Freddy der bliver 76 år i år og Christian og Alex der bliver 77 i år, så bredden er stor i SPP, hvilket er med til at gøre SPP til Danmarks største og hyggeligste inrigger-/costalkonkurrence.
Rising Star konkurrencen
Superdrengene fra ARK Hellfish 2 bliver meget svære at slå, da de også er en kandidat til at vinde det samlede SPP. De to stærke SAS hold Sydhavnspiloterne og SAS Senior 1 ligger solidt på de næste pladser, hvor ARK’s flyvende firer på 4. pladsen nok skal have lidt mere luft under vingerne for at nå op i top 3.
Kostald konkurrencen
Her har KVIK kostald lagt hårdt fra land med en overbevisende sejr. De tre af dem roede endda den stærke 4. plads i inriggerkonkurrencen hjem efterfølgende. DSR Hold 1 og DSR Hold A havde hård kamp om andenpladsen med 8 sekunder imellem sig. Madammerne fra HDR holder sig i øverste halvdel og Albatrossen på 5. pladsen skal lige have lettet med de store vinger.
Men en ting er sikkert. SPP konkurrencen er oppe at flyve igen. Med lidt godt vejr fremover skal vi nok få mange flere med i de kommende motionskonkurrrencer.
Med ønske om mange gode dyster fremover
Thomas Weise